Hej, lad mig lige præsentere mig selv! Jeg hedder Margrethe og er tekstforfatter hos Norwegian, men på LinkedIn bruger jeg betegnelsen "rejseinfluencer" om mig selv. Måske har du læst et af mine nyhedsbreve?

Denne artikel er blevet til, efter at jeg en regnvåd novemberdag skrev en artikel med overskriften Hvor er det varmt i januar?, og minsandten endte med selv at blive inspireret af teksten.

Spol et par måneder frem, og 20 minutter efter startskuddet til nytårets rejseudsalg havde jeg sikret mig billetter til en uges ferie i Marrakesh mellem januar og februar.

Hej sommer!

At lande i Marokko efter ca. fem timer i luften var som at træde ud i en helt anden verden. Sne, vintermørke og kulde var pist væk, og i stedet ventede en eventyrlig verden badet i et varmt, solgult lys. Hvem ville ikke sige ja tak til 22 grader, når man kommer fra -6?

Som nordmand med fransk rejsemakker var indrejsen enkel, det var bare at gå frem til lugen, sige hvad jeg skulle i landet (på ferie), hvor jeg skulle bo (her sagde jeg navnet på hotellet) og hvad jeg arbejdede som (airline employee), så blev passet stemplet og den næste i køen vinket frem.

Vi valgte den nemmeste måde at komme ind til byen på – med forhåndsbestilt taxa. Normalt hører vi ellers til de prisbevidste typer, som tager offentlig transport fra A til B, eller stiller os op bagerst i taxakøen uden at kny, men denne gang valgte vi komfort over pris, og hvilken luksus! Vi hoppede ind i taxaen, og 20 min. senere var vi fremme. Og jeg er glad for at vi ikke selv havde lejet bil, for trafikken i Marokko er bare noget helt andet end i Norge – uden det nødvendigvis skal forstås negativt.

Når man søger et sted at bo i Marrakesh, er der hovedsageligt to forskellige boligtyper at vælge imellem; et hotel eller en riad, vi valgte det sidste. En riad minder på mange måder om et hotel, men her bor du i et ældre hus med gårdhave, pool eller springvand i midten. Vi valgte Riad Makech, som ganske vist lå helt i den sydlige ende af medinaen, men alligevel kun ti minutter til fods fra de største seværdigheder i byen. Her var der helt stille om natten, og vi vågnede til fuglekvidder uden for vinduet hver morgen. – Og så bød verdens sødeste receptionist, Karim, på te hver eneste gang vi gik ind ad døren.

Kultursammenstød

Første dag på ferien er altid lidt speciel, især hvis man har rejst langt. Så selvom dagen var ung for os, og vi ikke havde foretaget os andet end at sidde ned hele dagen, var solen på vej ned og vi begyndte at føle os sultne. Jeg og franskmanden hoppede i en t-shirt og et par lette sko, smed en jakke over skulderen, og begav os i retning mod Jemaa el-Fna, som er den store markedsplads i byen.Og dér mødte vi halvdelen af befolkningen i Marrakech. Det var nok det eneste store kultursammenstød jeg oplevede på hele turen.

At finde en restaurant er ikke nødvendigvis enkelt

Hvis du synes, at sydens ofte påtrængende tjenere kan være anstrengende, kan du godt forberede dig på at tjenerne i Marrakesh er endnu mere anmassende og insisterende. Her i byen forsøger restauranterne at kapre kunder ved at placere ivrige sælgere på hvert gadehjørne, og hvis du så meget som bare kigger i retningen af en restaurant, kan du godt forvente straks at blive antastet af en påtrængende medarbejder fra den pågældende restaurant. Det er lidt som med teen, du kan næsten ikke sige nej.

Efter at gået forkert et par gange og fået alt for mange restaurantreklamer stukket i hånden, endte vi til sidst på en restaurant med tagterrasse og udsigt over Jemaa el Fna. Her bestilte vi tagine, som er en af de traditionelle retter du bare er nødt til at prøve mindst én gang på rejsen. Og ja, det smager supergodt!

Traditionelle retter

Smagsuniverset i Marrakesh er meget mere spænende end norsk husmandskost. Her får frugt og grønt lov til at modne i solen og plukkes først, når det er helt modent. Maden er krydret med ingredienser man ikke finder i de lokale supermarkeder derhjemme. Udover at deltage i et madlavningskursus, hvor vi lærte at lave flere traditionelle retter, spiste vi ude til næsten alle måltider. Disse retter udgjorde nogle af højdepunkterne:

• Tagine – kød- eller grøntsagsret, der tilberedes i en særlig tagine-gryde med et kegleformet låg. Kød og grøntsager koger i deres egen kraft og bliver derved supermøre. Tagine fås i flere varianter, men nogle af de mest almindelige udgaver er kylling med saltsyltet citron og lam med tørret frugt.
• Couscous – dette kan sammenlignes med kartoflens plads i vores hjemlige køkken. Couscous serveres til næsten alt, og opsuger smagene fra de andre retter. Når couscous laves derhjemme, tager processen ofte flere timer, hvor kød og grøntsager koges møre og opnår en himmelsk smag.
• Mechoui – helgrillet lam. Sådan foregår det – du går ind på en restaurant, siger hvor meget kød du vil have, og så dukker der en bakke med det lækreste og møreste kød op nogle minutter senere. Retten serveres ofte sammen med spidskommen, salt og pitalignende brød. Sygt lækkert! Denne ret serveres fra om morgenen og indtil der ikke er mere tilbage engang ud på eftermiddagen. Kom du for sent? Så må du prøve igen dagen efter.

• Badi Palace – ikke byens smukkeste slot, men et dejligt og roligt sted sammenlignet med de livlige gader udenfor. Det er også et sted uden mange turister, så her får man virkelig fred og ro. Franskmanden elskede stedet af en særlig grund – der var storke overalt! Storkene havde indtaget de øverste mure på de gamle slotsruiner, hvor de havde bygget store reder, som de lå og gassede sig i.
• Saadian tombs – en lille have med smukke, flisebelagte rum, hvoraf nogle fungerer som mausoleum for en gammel royal familie. Haven er ret lille og du står længe i kø for at se hovedrummet, også kendt som rummet med de 12 søjler. Haven i selv er ikke noget at skrive hjem om. Rummet var flot nok, men du kan ikke gå ind i det, du kigger kun på det gennem en lille døråbning. Ikke ventetiden værd efter min mening.
• Bahia Palace – et meget finere slot end Badi, men også med mange flere turister. Her var der mennesker overalt, skilte som ledte folk videre mellem rummene, og et par katte som lå og sov i vindueskarmene. Én ting kan jeg sige med det samme – hvis du ikke bliver forelsket i komplicerede mosaikmønstre efter at have været i Marokko, ja så bliver du det aldrig. De har simpelthen de fineste fliser overalt!
• Dar El Bacha – eller Museum of Confluences, som det hedder på engelsk. Dette er den dårligst bevarede hemmelighed i Marrakesh og måske byens mest “instagrammable” sted. Caféen skulle være utrolig smuk, men der var over en times ventetid på at få bord, og man kunne ikke reservere plads på forhånd. Nydelig have, men den er ret lille og fyldt op med ventende cafégæster.
• Secret garden – en have som ikke er særlig hemmelig med tanke på de kæmpestore gule skilte udenfor. Haven er inddelt i to dele: den europæiske og den afrikanske del. Smukt sted med en hyggelig lille café, hvor man kan sidde og drikke te eller spise en sandwich. Ikke så meget at se, men det er fint med en pause fra de pulserende gader udenfor.
• Ben Youssef Madrasa – dette er en gammel koranskole og måske byens smukkeste, flisebelagte museum. Dette sted må og skal du bare besøge under dit ophold i byen.

Tag på udflugter

På fjerdedagen tog vi på vores første udflugt – en dagstur til Atlasbjergene. I Marrakesh er det meget normalt at tage på guidede ture, noget jeg da også varmt kan anbefale. I tillæg til turen til Atlasbjergene var vi også på madlavningskursus og street food tour.

Vi blev hentet af Omar, vores guide for dagen, som kom susende i en minibus med chaufføren Mohammed. Første stop var ikke så langt fra Marrakesh, nærmere bestemt et sted som tilbød kamelridning. Alt var professionelt organiseret, men virkede meget kommercialiseret og ikke særlig autentisk. Men – med tanke på hvordan flere af de andre brokkede sig højlydt undervejs på kamelturen og tilsyneladende aldrig havde prøvet noget værre, var det sikkert en fordel med sådan et strømlinet program. Vel nede på jorden igen fik vi serveret marokkansk te, mens vi fik en lille introduktion til marokkansk kultur og traditioner.

Herfra tog vi videre til et lokalt marked i en lille landsby. På dette marked havde de simpelthen alt! Fra hjemmelavede kødøkser (her snakker vi knivblade svejset fast på forskellige slags nøgleværktøjer), til friske grøntsager og barnevognshjul.  Turen fortsatte videre til et kvindekooperativ, der producerede og solgte arganolie-produkter.

Så til dagsturens højdepunkt – en gåtur i Atlasbjergene via tre landsbyer, og hvor vi også kom forbi et vandfald. Ret lille i forhold til vandfaldene hjemme i Norge, særligt fordi området var ramt af tørke for tredje år i træk, men alligevel flot. Og i baggrunden kunne vi se Marokkos højeste bjerg, Toubkal.

Vi afsluttede turen med at tage hjem til Omars mor og søster, som serverede lækker kyllinge- og vegetartagine for os. Og det bedste af det hele? Turen kostede kun 19 euro per person i alt. Lidt af et kup, hvis du spørger mig. Om vi var trætte bagefter? – Hele bussen faldt i søvn på vej tilbage til byen.

Sikke en gæstfrihed!

Den sidste dag i Marokko var en fredag, en dag som virkelig skiller sig ud fra ugens andre dage. Hver fredag bedes der fredagsbøn, og store dele af souken var derfor lukket for ikke-muslimer, så de troende kunne bede i fred.

I stedet for at være i byen hele dagen, blev vi invitereret hjem til Karims landsby, altså ham den søde receptionist på hotellet. Her fik vi mulighed for at besøge hans mor, søster, bror og nogen niecer, som synes at det var vældig eksotisk med besøg fra et land med sne. Jeg har vist aldrig fået så mange overraskede blikke, som da vi viste billeder af sneen, som vi jo er så vant til herhjemme i Norge. Da jeg ikke snakker hverken fransk eller arabisk, endte jeg mest med at lege med børnene, mens franskmanden snakkede løs med broren som havde tusind spørgsmål om Norge og hvordan man dog overlever al den sne om vinteren. Jeg er mindst lige så nysgerrig på, hvordan man overlever i 50 graders varme.

Karims mor diskede op med et stort, traditionelt måltid med kylling, grøntsager og couscous, som smagte helt fantastisk! Og tænk engang – sikke en gæstfrihed at invitere helt fremmede mennesker ind i sit hjem på den måde!

Om jeg anbefaler Marrakesh?

Det var så min lille rejsedagbog over mine oplevelser i Marokko. Fuldstændig ærligt og stort set ufiltreret. Hvis du er nået helt hertil, og fortsat spekulerer på om jeg vil anbefale dig at rejse til Marrakesh, så er svaret et rungende ja. Det er et helt fantastisk sted!