Kunne du tænke dig at være turist i Trondheim? Her er 10 tips til ting, du bør se og lave
Rejser du snart til Norge? Så sørg for at tilbringe et par dage i Trondheim. Med sine farverige træhuse, hyggelige småbystemning og moderne storbypuls byder Norges tredjestørste by på en række helt unikke oplevelser. Trondheim har utroligt meget at byde på med alt fra et livligt byliv og storslået natur til en rig historie og flere af Norges smukkeste seværdigheder. Her får du vores bedste tips til turister, der besøger Trondheim.
1. Besøg Nidarosdomen
Nidarosdomen kan dateres tilbage til det 11. århundrede. Den er opført over gravstedet for Sankt Olav, der faldt i slaget ved Stiklestad i 1030, og fungerer som et vigtigt valfartssted.
Fra facaden ser helgener, konger, profeter og en række fantasifulde gargoyler med forvredne ansigter ned på de besøgende. Når mørket falder på, får bygningen en næsten uhyggelig stemning, og nogle hævder endda at have set munkenes ånder vandre gennem klostergangene.
I sommermånederne kan du gå op i tårnet. Det er ikke for klaustrofobiske eller dem med højdeskræk: De 172 trappetrin slynger sig stejlt op gennem smalle og mørke gange.
Til gengæld bliver du på toppen belønnet med en betagende udsigt over byen og fjorden.
2. Forevig øjeblikket ved Lykkens Portal på den Gamle Bybro
Midt i Trondheim finder du den Gamle Bybro, som forbinder byens centrum med det charmerende kvarter Bakklandet. Her har der stået en bro siden 1681, men den karakteristiske røde træbro, du ser i dag, er omkring 150 år gammel. Broen kaldes Lykkens Portal efter Oskar Hoddøs vals “Nidelven stille og vakker du er” (Nidelva, hvor stille og smuk du er).
Sørg for at have kameraet klar! Det er det bedste sted i byen at tage billeder af Trondheims farverige og maleriske pakhusrække langs Nidelva.
3. Nyd livet i Bakklandet
Trondheims "gamle bydel", Bakklandet, er uden tvivl den mest maleriske del af byen med sine brostensbelagte gader og klynger af farverige træhuse. Her finder du hyggelige caféer, spændende restauranter og butikker med unikt design.
Har du lyst til lidt shopping? Kig forbi Galleri Gaven, som sælger håndlavede kvalitetsprodukter, og designfællesskabet Sukker, hvor kunsthåndværkere skaber deres egne tekstiler og smykker.
Mens du udforsker Bakklandet, må du ikke glemme at opleve Trampe – verdens eneste cykellift.
Den hjælper cyklister op ad den stejle Brubakken på vej mod Kristiansten Fæstning.
Super tip: Hvis du er i Trondheim omkring juletid, må du ikke gå glip af julemarkedet i byens centrum! Der findes næppe en bedre måde at komme i julestemning på.
4. Nyd et måltid i Tyholttårnet – Trondheims bedste udsigtspunkt
5. Besøg Kristiansten Fæstning
Kristiansten Fæstning blev opført i slutningen af 1600-tallet på en bakkeskråning med udsigt over Trondheim for at beskytte byen mod angreb. Udsigten fra fæstningsmurene er intet mindre end fantastisk, især om aftenen. Fæstningen er også kendt som et parkområde, hvor de lokale samles til picnic, for at træne eller bare for at slappe af.
6. Tag en bådtur til Munkholmen
Munkholmen er en lille ø med en fascinerende og dramatisk historie, og den er kun en kort sejltur fra Trondheims centrum. Under vikingetiden blev øen brugt som rettersted, og senere blev der opført et kloster. I middelalderen fungerede Munkholmen både som fæstning og som fængsel. Færger sejler fra Ravnkloa i centrum til øen fra midten af maj til slutningen af september.
Trods sin dystre fortid finder du her en af byens bedste badestrande, og det gør Munkholmen til et perfekt udflugtsmål på en solrig dag.
Vidste du, at Trondheims hovedgade Munkegata er anlagt, så den løber i en lige linje fra Nidarosdomen gennem Ravnkloa og helt ud til Munkholmen?
7. Gå en tur langs Ladestien
8. Slap af og nyd livet i Solsiden
Hvis du leder efter et sted at spise og måske få noget godt at drikke, så tag til Solsiden, der er Trondheims trendy område for natteliv. I løbet af dagen er det et populært indkøbscenter. Om natten bliver det til en pulserende oase fyldt med restauranter, barer og en livlig atmosfære. Det er det perfekte sted at læne sig tilbage, nyde et glas og betragte byens liv.
9. Spis og drik dig gennem Trondheim
Trondheim bliver kaldt Norges madmekka og regnes som en af landets bedste byer, når det gælder gastronomiske oplevelser. Tre af byens restauranter Fagn, Credo og Speilsalen kan prale af Michelin-stjerner.
Men det er ikke alt. Trondheim blev valgt som Europas officielle gastronomiregion i 2022, og det gør den første norske by nogensinde, der har modtaget denne ære. Udnævnelsen er en hyldest til lokale råvarer og specialiteter, hvor madproduktion tages alvorligt hele vejen fra jord til bord.
10. Til Hell og tilbage igen
Hell er en lille landsby ca. 30 minutter fra Trondheim. Stedet er kendt for to ting: den årlige Blues in Hell-festival, som finder sted i begyndelsen af september, og byens jernbanestation. Turister strømmer hertil for at se togstationen med det usædvanlige navn.
De, der besøger togstationen, kan endda se skiltet på den gamle godsbygning, hvor der ironisk nok står "Hell Gods-Expedition" (godsekspedition).
Vil du besøge Trondheim?
Så tag et kig på lavpriskalenderen, og book din flyrejse til Trondheim. Hvis du endnu ikke er medlem, så husk at tilmelde dig Norwegian Reward. Medlemmer optjener CashPoints på alle flyrejser, hoteller og aktiviteter. Brug CashPoints til at få rabat på dine fremtidige reservationer hos os.
Tip: Hvis du vil falde i ét med de lokale, så bare tilføj “sjø” i slutningen af dine sætninger. Det kommer fra udtrykket "Skjønner du", som betyder "Forstår du?"