10 fantastiske oplevelser på Svalbard
Kunne du tænke dig en spændende rejse til en arktisk vildmark med et unikt dyreliv og spektakulære naturoplevelser? Så er Svalbard stedet for dig!
Svalbard ligger i Arktis og er et af verdens nordligst beboede områder med omkring 3.000 indbyggere. Øgruppen byder på et landskab med isdækkede fjorde, høje bjerge, gletsjere og rå, utæmmet natur.
Det er et af de steder, du simpelthen må opleve i løbet af livet, og der findes få andre destinationer, der kan prale af det samme udvalg af vilde naturoplevelser. Her kan du også se nordlyset midt på dagen, midnatssolen om sommeren og opleve den smukke blå time!
1. Se isbjørne, hvor de hører hjemme
Har du lyst til at opleve verdens største landrovdyr i dets naturlige omgivelser? Det er faktisk muligt, mens du er på Svalbard. Af en samlet bestand på omkring 3.000 i det arktiske område lever cirka 300 isbjørne omkring Svalbard. Det er dog ikke så ofte, man ser dem, så lad være med at skrue forventningerne alt for højt op!
En af de mest spændende oplevelser på Svalbard er at tage på isbjørnsafari, og du har størst chance for at få et glimt af en fra en båd. Isbjørnene bruger nemlig det meste af tiden på jagt langs fjordene og bugterne. Vær dog opmærksom på, at bådene kun kan sejle, når isen er smeltet i sommerhalvåret (fra maj til september). Du kan bestille bådtur og andre aktiviteter på visitsvalbard.com.
Tip: Svalbard har strenge regler for alle personer, der bevæger sig uden for Longyearbyen. Det er ikke tilladt at forlade byen uden et våben, så du kan forsvare dig, hvis du bliver angrebet af isbjørn. Derfor er det en god idé at deltage i organiserede ture med en erfaren guide, hvis du vil udforske området.
2. Oplev midnatssolen eller polarnatten
På Svalbard går solen ikke ned mellem maj og september, hvilket gør, at du kan opleve midnatssolen. Samtidig står solen ikke op mellem november og januar, og i den periode er det polarnat på øgruppen. Begge disse naturfænomener er virkelig værd at opleve.
Hvis du rejser til Svalbard for at se nordlys, er polarnatten den bedste tid på året. Når himlen er mørk døgnet rundt, kan du se de dansende lys både nat og dag – måske endda, mens du spiser frokost!
Tip: Den bedste mulighed for at se nordlys er på en guidet tur. På denne nordlysjagt i bæltekøretøj drager du ud i vildmarken for at lede efter nordlyset, mens du sidder i en opvarmet kabine, og du optjener endda CashPoints, når du booker turen gennem GetYourGuide!
Hvis du ikke får mulighed for at opleve det helt særlige lys, mens du er på Svalbard, findes der mange andre fantastiske steder, hvor du kan se nordlys.
3. Prøv hundeslædekørsel
Der er ikke noget mere forfriskende på en tur til Svalbard end at suse gennem den arktiske vildmark sammen med et hold huskyer. Sådan kommer du helt tæt på naturen.
Du kan prøve hundeslædekørsel hele året rundt. Om vinteren trækker hundene slæder gennem det snedækkede landskab, mens de om sommeren løber foran specialfremstillede vogne med hjul.
Med Svalbard Husky kan du tage med på en spændende tur sammen med hundene for at besøge en isgrotte – en magisk oplevelse. De tilbyder også nordlysjagter om natten.
Læs også: Vinteraktiviteter på Svalbard under nordlyset
4. Besøg menneskehedens "næringsplan b"
Næste punkt på listen over oplevelser på Svalbard er et besøg ved Svalbard Global Seed Vault – det globale frølager.
Dybt inde i et af bjergene på Spitsbergen, den største ø på Svalbard, ligger et lager med over 930.000 forskellige nytteplantefrø. Det har fået tilnavnet “Dommedagshvelvet” og er skabt for at sikre fremtidens fødevareforsyning.
Lageret er bygget som en sikkerhed, hvis der skulle opstå en global katastrofe, hvor hele afgrøder går tabt. Takket være dette fremsynede projekt kan menneskeheden fortsat dyrke mad, uanset hvad der sker. Du har ikke adgang til selve lageret, men du kan tage en selfie foran indgangen og lære mere om dets betydning på Svalbard Museum i Longyearbyen.
5. Oplev Svalbard med båd
Du kan ikke rejse til Svalbard om sommeren uden at tage en tur i en båd. Det er uden tvivl den bedste måde at opleve fjordene, gletsjerne og det fantastiske dyreliv på. Undervejs kan du få øje på hvalrosser, polarræve, hvaler, sæler og måske endda en isbjørn!
De fleste bådture gør holdt ved Isfjord Radio, som indtil for få år siden var en vigtig kystradiostation, der forbandt Svalbard med fastlandet. I dag er der et hyggeligt boutiquehotel på stedet.
Tip: Det er kun muligt at tage på bådtur her om sommeren, når isen er smeltet, og dagslyset igen har vendt tilbage til øgruppen.
6. Smag søde fristelser på verdens nordligste chokoladefabrik
Kan du lide søde sager? Så skal du stoppe ved Fruene, mens du er på Svalbard. De kalder sig verdens nordligste "chokoladefabrik" og laver lækkert konfekture inspireret af polarområdet. Forestil dig isbjørne i miniformat og chokoladestykker med nordlysmønster, så får du en idé om deres fristende udvalg.
Tip: Køb dig også en kop varm kakao i caféen – det er den perfekte måde at få varmen på.
7. Tag ud på opdagelse med snescooter
På Svalbard er snescooteren den nemmeste måde at komme rundt på – så gør som de lokale! Om vinteren er alt dækket af sne og is, og det betyder, at du kan komme langt af sted på snescooter.
Drøn forbi gletsjere, fjorde og sneklædte bjerge, uden at bekymre dig om trafikpropper!
Tip: Dette er en populær aktivitet på Svalbard. Kombiner turen med at lede efter nordlyset på en sjov nordlyssafari med snescooter.
8. Besøg en spøgelsesby (på afstand)
Pyramiden var engang en russisk kulmineby. I 1980'erne var det en livlig lille by med omkring 1.000 indbyggere, men da minen lukkede i 1998, rejste alle pludselig derfra. Kopper blev stående på bordene, avisudklip hænger stadig på væggene, og ski ligger efterladt i gangene.
Tiden har stået stille i denne fascinerende bosættelse, som af National Geographic er udnævnt til en af verdens ti mest spændende spøgelsesbyer. Her får du et lille indblik i livet i det gamle Sovjetunionen. Om sommeren kan du komme hertil med båd, og om vinteren er snescooter den letteste vej. Bemærk. Der bor faktisk stadig enkelte mennesker i byen, så gå ikke ind i hytter, der ikke har adgang for turister.
(Efter Ruslands invasion af Ukraine kan Pyramiden nu kun besøges på afstand ifølge Visit Svalbard).
9. Fossiljagt
Hvis du tager til Svalbard om sommeren, bør du tage på en vandretur. Området omkring Longyearbyen har på mange smukke bjerge, du kan udforske, og øgruppen rummer det ene betagende motiv efter det andet.
Husk dog, at det ikke er tilladt at forlade Longyearbyen uden våben. For de fleste er det sikrest at deltage i organiserede ture med erfarne guider.
Hvis du har børn med på ferien, kan I kombinere vandreturen med en spændende fossiljagt. Turen fører jer helt op til morænerne nedenfor Longyearbreen, hvor I kan lede efter plantefossiler, der stammer helt tilbage fra dinosaurtiden.
10. Prøv rensdyrbøf på Huset
Fejrer I en særlig anledning under opholdet? Så bestil bord på gourmetrestauranten Huset. Den karakteristiske hvide bygning, som tidligere har rummet både hospital, skole og postkontor, ligger midt i dalen, mellem de forskellige bydele i Longyearbyen. Deraf kælenavnet "Byens hjerte".
Spisestedet er en institution på Svalbard og kan prale af retter som bøf af lokalt rensdyr og udsøgte skandinaviske vine. Restauranten har desuden en vinkælder med ikke færre end 20.000 flasker og har vundet flere priser i Wine Spectator.
Læs også: Madoplevelser på Svalbard
Svalbard – en anderledes ferie
Hvis du leder efter en destination ud over det sædvanlige, er Svalbard lige sagen. Her får du oplevelser for livet, og måske en helt ny yndlingsdestination.