Det er tid til at udforske Tallinn
Har du endnu ikke været i Tallinn? Så er det på høje tid at udforske denne perle af en by! Planlæg en tur til Estlands smukke hovedstad, en perfekt by til en storbyferie.
Tag en forlænget weekend til Tallinn, og du vil kunne opleve en masse. Udforsk byens unikke og spændende kvarterer, den historiske middelalderlige gamle bydel, nyd de grønne områder og den vidstrakte udsigt over havet.
En kompakt by
Med knap 450.000 indbyggere er Tallinn en mellemstor by efter europæiske forhold, men byens centrum er kompakt. Lufthavnen ligger lige uden for byen, og med metro, bus eller taxi tager det kun 15-20 minutter at komme ind til centrum. De fleste hoteller, restauranter og seværdigheder ligger inden for gåafstand, så det er nemt at komme rundt til fods.
Byens spændende kvarterer
Tallinn har dog en god blanding af ny og gammel arkitektur. Flere ældre kvarterer er også blevet restaureret og moderniseret gennem årene, og summer nu af liv. Tjek de spændende og smukke kvarterer ud nedenfor.
Trendy Kalamaja
Kun ti minutters gang fra den gamle bydel finder du området Kalamaja. Husene i dette område var tidligere beboet af fiskere, og ordet Kalamaja betyder også "fiskehus". Nye caféer, barer og gallerier har forvandlet de gamle industribygninger i dette historiske træhuskvarter, som i dag anses for at være Tallinns hipsterområde. Kvarteret er kendt for sine farverige træhuse, sin bohemeagtige stemning og sin industrielle arv, og det tiltrækker mange unge og kreative mennesker.
Det kommercielle knudepunkt i Telliskivi
Telliskivi er det kommercielle og kulturelle centrum i Kalamaja, og her finder du et væld af restauranter, koncertsteder og overdækkede shoppinggader, hvor der sælges alt fra økologisk kosmetik til estisk design.
En god måde at opleve de ombyggede industribygninger, som Nord-Tallinn er kendt for, er at besøge Telliskivi Creative City. De gamle fabriksbygninger er blevet forvandlet til et populært mødested for dem, der sætter pris på unikke restauranter, kunstudstillinger, specialøl, design- og vintagebutikker samt alternative teater- og klubarrangementer.
Havnekvarteret Noblessner
På grænsen til Kalamaja ligger Noblessner, Tallinns nyeste havnekvarter. De tidligere fabrikslokaler, som engang husede en ubådsfabrik, er i dag et levende område med lejligheder, restauranter i topklasse, butikker og kulturelle mødesteder. Noblessner er også hjemsted for en lystbådehavn og en brygbar for Estlands mest populære bryggeri – Põhjala.
Udviklingsprojektet Noblessner vandt desuden kategorien "Bedste byfornyelse" ved Baltic Real Estate Awards 2020 for sin harmoniske blanding af historiske bygninger og moderne arkitektur.
Romantisk og eksklusivt Kadriorg
Du bør også besøge det elegante og romantiske distrikt Kadriorg, når du er i Tallinn. Kadriorg-paladset og kunstmuseet, omgivet af den velplejede Kadriorg-park, blev anlagt af zar Peter den Store som en kærlighedserklæring. Parken fra 1700-tallet med springvand og vandløb, er omgivet af historiske træhuse. Her finder du elegante restauranter, hyggelige caféer med lokal charme og en sofistikeret kunstscene.
Tæt på havet
Havets tilstedeværelse kan mærkes overalt i havnebyen Tallinn. Byen strækker sig langs Østersøens kyst, og følger du byens øst-vest-akse, vil du opleve, hvor meget kysten præger byen. Hvis du elsker stranden og havet, er der tre store offentlige strande i Tallinn: Pirita, Stroomi og Kakumäe. Her er sandet blødt og gyldent, vandet rent, og med temperaturer op til 24 grader i juli er det perfekt til en dukkert.
Kan du lide at gå ture langs havet? Pirita-promenaden er en 2 kilometer lang havnepromenade mellem Kadriorg-distriktet og Pirita-distriktet, der tilbyder et dejligt miljø for en spadseretur. En del af promenaden hedder Reidi tee og er en nyrenoveret sti langs havnefronten med gode legepladser, cykelstier og fine rekreative områder. Den nye og flotte Kalaranna-promenade forbinder havneområdet med de nærliggende kvarterer Kalamaja og Noblessner.
En drømmedestination for madelskere
Hvis du elsker god mad, er Tallinn den rigtige by for gastronomiske oplevelser. I alt 34 restauranter i Estland er med i 2023 MICHELIN Guide. Korte afstande betyder, at du kan smage det bedste, hovedstaden har at byde på, og derefter nyde årstidstypisk mad ude på landet samme weekend – eller endda samme dag.
Takket være landets lange kystlinje og mange ferskvandssøer bør du prøve frisk, lokal fisk, når du er i Estland. Skovene og moserne har desuden et væld af urter, bær og svampe, som kreative kokke bruger til at give traditionelle retter et moderne twist. Som en ekstra bonus betaler du på estiske restauranter kun en brøkdel af, hvad det samme måltid ville koste i Skandinavien.
Oplev mere af Estland
Estland er et lille land med relativt korte afstande og en meget lav befolkningstæthed. Faktisk er landet kun en smule større end Danmark, men har til gengæld kun omkring 1,3 millioner indbyggere. Hvis du vil opleve mere af landet, så lej en bil og tag på rundrejse. Byen Tartu er Estlands næststørste by og den har flere spændende museer, der er et besøg værd. Byen ligger kun et par timers togrejse fra Tallinn.
Estland er også kendt for sin økultur. Landet har mere end 2.000 øer, hvoraf mange har deres egen unikke kystkultur. Uanset hvor du befinder dig i Estland, er der et naturreservat inden for 30 minutters rækkevidde. Mere end halvdelen af landet er dækket af skov, og over en fjerdedel består af beskyttede naturområder. Estland kan derfor prale af at have noget af den reneste luft i verden. Som følge af dette er landet blevet en populær wellnessdestination, og du finder mange kendte retreats med spa og sauna over hele landet.
Fristet af alt det, Estland har at byde på? Planlæg din næste rejse allerede nu, og oplev selv dette fascinerende land.
Bestil fly direkte til Tallinn
Denne artikel er lavet i samarbejde med Visit Estonia