Italien – vores bedste rejsetips
Leder du efter rejsetips til Italien, eller drømmer du om en tur til Italien uden helt at vide, hvor du skal starte? Der er mange fantastiske feriesteder i Italien, og her er vores bedste rejsetips til skønne steder, du kan besøge i Italien, hvis du aldrig har været der før eller ønsker at blive inspireret til at se noget nyt.
Rom
Venedig
Bari
Sicilien - Catania
Milano
Napoli
Toscana
Rom
Italiens hovedstad og mest besøgte by – også kaldet «den evige stad». Måske ikke så mærkeligt da byen efter 2.800 år fortsat består. Vi anbefaler at besøge Rom enten forår eller efterår – her er der mest behageligt, men stadig varmt, og du undgår de største turistgrupper.
Har du aldrig været i Rom før, så er det obligatorisk at se Colosseum, Forum Romanum og Trevi-fontænen. Gå også forbi Pantheon og Den Spanske Trappe, mens du er i byen. Du får måske ikke et stempel i passet, men når du er i Rom, kan du besøge et andet land; Vatikanstaten. Her kan du tage turen til Peterskirken og Vatikanmuseet. I museet kan du se Det Sixtinske Kapel og beundre Michelangelos berømte loftsmaleri.
Fly direkte fra København til Rom
Venedig
Byen med alle kanalerne og gondolerne. Byen er opført på mere end 100 små øer i en lagune i Adriaterhavet. Det er en helt unik by som må opleves, og måske et af de skønneste steder i Italien. Byen er relativt lille, så her er det nok med to dage.
En tur til Venedig står højt på mange folks rejseplan, og når du er i byen, er det vigtigt, at du besøger Markuspladsen og Markus Kirken. Hvis du virkelig vil føle Venedigs stemning, er der kun én måde at opleve byen på - fra vandet.
Lej en gondol, bliv roet rundt på kanalerne, se Rialto-broen og lær Grande Canale at kende. Ønsker du at besøge en lidt mere fredelig del af byen, er den historiske bydel Cannaregio et perfekt sted at nyde dagen. Tag også en bådtur ud til den lille ø Murano uden for centrum, kendt for sine mange glaspusterier.
Fly direkte til Venedig fra København
Bari
Bari er et forholdsvis nyt rejsemål for os her i Norden, men er bestemt et sted, der er værd at besøge. Byen er den største på den østlige side af Italien og et feriested helt i top, der har en lang historie som en vigtig havneby. Ønsker du kun at besøge byen, kan du nøjes med to dage, men hvis du vil opleve Puglia-regionen mens du er der, bør du udvide besøget til mindst en uge.
Når du er i Bari, er en gåtur gennem den gamle bydel Citta Vecchia for at besøge Basilica San Nicola og Cattedrale di San Sabino obligatorisk. Besøg også torvene Piazza del Ferrarese og Piazza Mercantile.
Hvis du vil have en lidt længere gåtur ved solnedgangen, er havnepromenaden Lungomare e Murat et must.
@fly_norwegian Summer travel tips! Fly to Bari, Italy and discover the Puglia region 🇮🇹 #vacation #norwegianair #beautifuldestinations #puglia #bari #italy @Andrea Caroli ♬ Sunsets
Direkte fly til Bari fra København
Sicilien – Catania
Catania er Siciliens næststørste by efter Palermo, men den er mindst lige så interessant at besøge som sin lidt mere berømte storebror. Ønsker du dig en lidt anderledes tur til Italien, er dette stedet at tage hen! Catania ligger lige ved Europas mest aktive vulkan Etna, men bare rolig – de har godt styr på den. Hvis du vil udforske hele øen, anbefaler vi at du bliver der i en uge, men ønsker du kun at besøge Catania, kan du nøjes med tre dage.
Catania er et spændende rejsemål for jer, der ønsker at besøge en lidt anderledes del af Italien. I byen er katedralen Duomo di Catania og Piazza del Duomo værd at besøge. Hvis du derimod er madglad, er denne byen et fantastisk sted at opdage friske råvarer fra Middelhavet. Byens mange madmarkeder, og især fiskemarkedet, er obligatoriske steder at besøge.
For dem, der søger unik arkitektur, er slottet Castello Ursino et besøg værd, samt klosteret San Nicolò l’Arena.
Steder i nærheden af Catania:
- Mount Etna: Øens kendte vulkan, også kendt som Mongibello.
- Taormina: Smuk lille landsby, hvor tempoet er roligt og behageligt, og havet krystalklart.
- Syracuse: Historisk by med lang græsk og romersk historie.
Fly fra København til Sicilien – Catania
Milano
Europas og måske verdens modehovedstad har meget mere at byde på end bare shopping. Her finder du spændende museer, fantastisk mad og smuk arkitektur.
Et besøg i Milano er ikke fuldendt uden en tur til torvet foran byens berømte kirke Duomo di Milano, og måske tager du også indenfor for at beundre det smukke interiør og måske tager trapperne op til taget? Kun et stenkast derfra ligger den smukke, indglaserede Galleria Vittorio Emanuele II, som er en af de smukkeste arkitektoniske perler, som Milano kan byde på.
Vidste du, at det er i Milano, du finder maleriet Cenacolo, også kendt som "Nattverden", malet af Leonardo da Vinci? Du finder det i klosteret Santa Maria delle Grazie. Det burde stå på alles liste over ting, de bør se her i livet.
Steder i nærheden af Milano:
- Comosøen: En oase af skønhed med luksuriøse villaer og haver, charmerende landsbyer og dramatiske bjergtoppe. Cirka 40 minutter med tog fra Milano.
- Gardasøen: Italiens største sø med maleriske landsbyer, charmerende øer og gode muligheder for vandsport.
- St. Moritz: Du kan komme fra Milano til de schweiziske alper på under tre timer. St. Moritz byder på verdensklasse skiløb.
Fly mellem København og Milano
Napoli
Napoli er kendt for meget, men byen er måske allermest berømt for sin pizza med tynd, sprød bund og rene smagsvarianter. Får du ikke spist pizza mens du er i Napoli, går du glip af noget helt særligt! Det er en stor by, hvor der sker meget. Her er det perfekt at være mindst tre dage.
Der sker meget på overfladen af Napoli, men har du nogensinde tænkt på, hvad der sker under gadeniveau? Catacombs of San Gennaro er det perfekte sted at lære Napoli at kende fra undersiden.
Hvis du er mere til slotte og fæstninger, er det Castel Nuovo og Castel dell’Ovo, du skal besøge.
Steder i nærheden af Napoli:
- Pompeji: Verdenskendt arkæologisk område, der blev begravet i aske i år 79.
- Herculaneum: Pompejis mindre kendte tvillingeby, der også blev begravet i aske, og som er mindst lige så velbevaret, men har færre turister.
Fly mellem København og Napoli
Toscana
Toscana er en italiensk region, som rummer meget, og få dages besøg er sjældent nok. Her er smukke grønne vingårde som strækker sig henover bakkerne, det verdensberømte skæve tårn, og byer som måske er endnu mere spændende at besøge end Rom.
Pisa:
- Det skæve tårn
- Piazza del Duomo
- Flodbredden ved Arno
- Piazza dei Cavalieri
- Borgo Stretto
Lucca:
- San Martino katedralen
- Piazza Napoleone
- Palazzo Ducale di Lucca
- Torre Guinigi
- Piazza Anfiteatro
Firenze:
- Piazza del Duomo og Duomo di Firenze
- David og Galleria dell’Accademia
- Uffizimuseet
- Ponte Vecchio
- Piazzale Michelangelo
Verona
Du kan sikkert forestille dig det; hvordan Julie står på balkonen, og Romeo står under og erklærer sin kærlighed. Denne smukke og historiske by er, hvor Shakespeares drama udspiller sig – men byen, som du bør besøge i hvert fald to dage, er så meget mere.
Når du først er i byen, så skal du planlægge et besøg på det, der siges at være Casa di Giulietta, hvor du blandt andet finder Julies balkon.
Ønsker du at besøge et middelalderslot, skal du tage turen til Castelvecchio med dets museer og kunstgallerier. Beundr det romerske amfiteater Arena di Verona og gå over broen Ponte Pietra.
Besøg også det smukke torv, Piazza delle Erbe, for at nyde en pizza eller en gelato.
Bergamo
Denne smukke by, der ligger i Lombardiet i Norditalien, er et fantastisk udgangspunkt, hvis du ønsker at kombinere middelalderby og storby med enestående natur. Her får du det bedste fra begge verdener – både den pulserende storbyliv og områdets naturskønhed og ro. Du kan udforske byen på to dage, men det er absolut værd at tage ud i nærområdet og forlænge opholdet med nogle ekstra dage.
Når du er i Bergamo, skal du tage kabelbanen op til San Vigilio-slottet for at få en fantastisk udsigt over byen og området omkring. Herfra kan du se ned til den gamle bydel Città Alta og til Duomo di Bergamo.
Hvis du kan lide museer, er Rocca di Bergamo et godt tip. Her kan du lære mere om Bergamos lange og rige historie.
I nærområdet kan du udforske:
- Comosøen
- Franciacorta-markerne
- Iseosøen med Sarnico
Sicilien - Palermo
Siciliens smukke hovedstad er en by med rig historie og kultur. Med sin unikke placering i Middelhavet har dette været en smeltedigel for forskellige kulturer og folkeslag, og her finder du spor af spaniere, arabere, romere og fønikiere. Dette afspejler sig i helt unikke madtraditioner, byggestil og livsstil. Ønsker du at opleve et anderledes Italien, er dette det perfekte sted at besøge i 3-4 dage.
Vidste du, at der engang var konger af Sicilien? De boede i Palazzo dei Normanni, et smukt bypalads fra 1130. Sammen med paladset finder du slottskapellet Cappella Palatina. Er du interesseret i forskellige arkitektoniske stilarter, er dette et spændende sted at besøge.
Quattro Canti er en af byens smukkeste pladser og anses for at være det historiske centrum af den gamle bydel.
Kan du lide ting, der er lidt komplicerede? Prøv at sige Cattedrale metropolitana della Santa Vergine Maria Assunta. Eller hvad med bare at kalde den katedralen i Palermo? Den er et besøg værd, uanset hvor svært navnet er.
Steder i nærheden:
- Monreale: en smuk lille by kendt for sin produktion af appelsiner, oliven og mandler
- Cefalù: en kystby på nordkysten af Sicilien, kendt for sine smukke strande
- Agrigento: en lille by placeret på toppen af et bjerg, kendt for sin smukke græske arkitektur
Sardinien – Olbia
Drømmer du om den perfekte kombination af smukke sandstrande, lækker italiensk skaldyr og en rolig by? Så er Olbia det perfekte sted at tilbringe tre dage, men hvis du ønsker at udforske nærområdet eller tilbringe nogle afslappede dage på stranden, er dette en ideel destination for en uge.
For lidt historisk påfyldning er et besøg på Museo Archeologico, Nuraghe Albucciu eller Basilica of San Simplicio gode tips.
Forestil dig selv på en lang strand med smukt turkisblåt vand? Så er Costa Smeralda stedet for dig. Denne 20 km lange strækning på nordkysten af Sardinien er et paradis, og her finder du mange små og skjulte strande, der er perfekte afbræk fra al den lækre skaldyr, øen har at byde på.
Udforsk disse steder for øhop: Tavolara, La Maddalena og Caprera.
Italien er så meget mere, men vi håber at denne oversigt giver dig de tips, du har brug for, til at planlægge din tur til det smukke land sydpå.
Skrevet af: Margrethe Knudsen