Charmerende træhuse, finurlige museer og overraskende kunstværker pryder Stavangers bymidte, mens der kun en kort tur derfra rejser sig høje bjerge, der styrter lodret ned i nogle af Norges smukkeste fjordlandskaber. Det er et ægte paradis for dem, der elsker friluftseventyr.
Hvis du planlægger en tur til Stavanger, så læs videre og find ud af, hvad der bør stå øverst på din liste over seværdigheder og aktiviteter.
Flyrejser til Stavanger
Tip: Book din rejse nordpå med Norwegian, og optjen CashPoints på din flyrejse til Stavanger og dit hotel. Og husk! Du optjener også CashPoints, når du booker udflugter og aktiviteter gennem GetYourGuide via Norwegian Reward, samt når du lejer bil gennem Avis.
1. Gå en tur rundt i smukke Gamle Stavanger
Gamle Stavanger, den gamle bydel, kan findes på den vestlige side af byens centrum, og bør helt klart stå på din liste over steder at opleve i byen. Det er hjemsted for Nordeuropas største bevarede samling af træhuse med hele 173 bygninger fra 1700-tallet, hvoraf mange er idylliske, hvidmalede småhuse.
Gamle Stavanger er det perfekte sted at gå en eftermiddagstur, købe et par lokale håndværkssouvenirs og stoppe for en kop kaffe på den farverige gade Øvre Holmegate.
Det er også hjemsted for Stavanger Maritime Museum og Norsk Hermetikkmuseum (Konservesmuseum), hvoraf sidstnævnte er dedikeret til det, der engang var Stavangers vigtigste erhverv: fisk på dåse. På visse dage om sommeren tændes rygeovnene på dette overraskende museum, og besøgende kan prøve nogle friskrøgede sardiner.
2. Tag tilbage i tiden på Viking House
Som et af de lande, hvor vikingerne har deres oprindelse, bugner Norge af vikingearv, og det betyder, at der er masser af museer, festivaler, rekonstruktioner og ruiner spredt ud over det hele.
Men mens du besøger Stavanger, skal du sørge for at stoppe ved Viking House for et spændende historisk eventyr. Ved hjælp af den nyeste og mest avancerede spilteknologi bliver du ført tilbage til vikingetiden og fordybet i en verden af kampe og historier i en virtual reality-oplevelse, som du sent vil glemme.
Kan du ikke få nok vikinger? Tag til monumentet Sverd i Fjell (Sværd i sten), lige syd for Stavanger. Disse tre sværd rager 10 meter op og siges at være rejst til minde om slaget ved Hafrsfjord i år 872, hvor Harald Hårfager samlede Norge til ét kongerige.
3. Lad dig inspirere af gadekunst
Stavanger er kendt som en by fyldt med gadekunst, og bare ved at gå rundt i den vil du støde på urban kunst de mest usandsynlige steder, fra stopskilte til bygningsfacader.
I årenes løb er byen blevet anerkendt som en af verdens førende destinationer for gadekunst, hvor mange lokale og internationale kunstnere stolt viser deres værker inden for graffiti, vægmalerier, tegneseriekultur og stencilkunst.
Stavanger har også sit eget kunstmuseum, og her kan du blandt andet opleve landets største og vigtigste samling af Lars Hertevigs kunstværker. Kunstmuseet har også en række spændende midlertidige udstillinger.
4. Lær noget nyt på Norsk Oljemuseum
Stavanger er Norges oliehovedstad, så et besøg på Norsk Oljemuseum bør stå højt på listen over ting, du skal opleve i byen. Det er også et spændende sted for børn. De unikke udstillinger på Norsk Oljemuseum forklarer, hvordan olie og gas bliver dannet, opdaget og udvundet, samt hvad de bruges til.
Museet, der er bygget til at ligne en offshore olieplatform, viser på en engagerende måde, hvordan petroleumsindustrien har formet det norske samfund gennem interaktive udstillinger, modeller og film. Her får du et indblik i alt fra hverdagen på en boreplatform til teknologi og dramatiske hændelser, samt hvordan livet for nordmænd har ændret sig gennem årtierne takket være olieeventyret i Nordsøen.
Vil børnene gerne på endnu et sjovt museum? Tjek Norsk Barnemuseum. Her kan du blandt andet se og prøve en omfattende samling af børnelegetøj fra forrige århundrede.
5. Se den historiske Stavanger Domkirke
Stavanger Domkirke har en fascinerende historie, og selvom vi ved, at den blev bygget mellem 1100 og 1150, er der stadig debat om, hvad der kom først: byen eller domkirken?
Denne middelalderlige juvel i Stavanger overlevede med nød og næppe en brand i 1272, som ødelagde store dele af den oprindelige trækonstruktion. Da kirken blev genopført, fik den det gotiske præg, som man stadig kan se i dag.
Katedralens tag ligner, og siges at være inspireret af, skrogene på vikingeskibe. En udsmykket prædikestol blev tilføjet i 1650’erne, og i 1957 blev der installeret smukke glasmosaikker.
Det siges, at der er en krypt under Stavanger Domkirke, som menes at være resterne af en gammel trækirke, opført af Erling Skjalgsson omkring år 1015.
6. Vandretur op til Preikestolen
Preikestolen er et af de mest berømte steder at besøge i nærheden af Stavanger, og det ligger omkring 1,5 times kørsel fra byen, inklusive en færgeoverfart.
Det er en lodret klippevæg, der rejser sig svimlende 604 meter over den smukke Lysefjord og er omgivet af bjergtoppe. Vandrere bliver lokket til toppen af løftet om en betagende panoramaudsigt, og den skuffer bestemt ikke. Faktisk er Preikestolen blevet kåret som et af verdens mest spektakulære udsigtspunkter af både Lonely Planet og BBC.
Det 25 x 25 meter store klippeplateau byder på en 8 km lang vandretur tur-retur, med forholdsvis lette stier, der er egnede for alle aldre. For uerfarne vandrere er det bedst at besøge området i de varmere måneder, hvor stierne ikke er glatte og dermed lettere at gå på.
Der findes masser af guidede vandreture året rundt, hvor mange også tilbyder afhentning i Stavanger. Book en Preikestolen-vandretur gennem GetYourGuide, og du optjener endda CashPoints til din næste Norwegian-flyrejse!
Vidste du? Hvis denne fantastiske klippe ser bekendt ud, er det, fordi Preikestolen optræder i filmen Mission: Impossible – Fallout.
7. Tag et fantastisk foto ved Kjeragbolten
Hvis Preikestolen lyder som noget for dig, og du ikke har højdeskræk, så er en tur til Kjeragbolten et absolut must, når du besøger Stavanger. Denne imponerende kæmpesten sidder klemt fast i en klippespalte på Kjeragfjellet, cirka 2,5 timers kørsel fra Stavanger.
Kjeragbolten er uden tvivl et af de mest spektakulære steder at opleve i Norge – men turen derop er krævende. Vi taler om 12 km gennem ujævnt terræn. Vi anbefaler en guidet vandretur, hvor du bliver hentet i Stavanger og taget med på en naturskøn rejse forbi vandfald og op gennem Sirdalsfjeldets 26 hårnålesving, inden turen fortsætter med en professionel guide frem til Kjeragbolten. De, der finder på det, kan forvente en utrolig udsigt og en enestående fotomulighed.
8. Nyd solen på Solastranden
Solastranden er en af de mest populære strande i Stavanger-regionen og en af de bedste strande i Norge. Den 2,3 km lange, halvmåneformede bugt har finkornet sand, der skråner blidt ned i lavt vand, og den er perfekt til en familiedag på stranden i sommermånederne.
Der er også en række aktiviteter for alle aldre på Solastranden, herunder volleyball, sejlads og kitesurfing.
Hvis du planlægger at blive her et par dage, så tag et kig på Sola Strand Hotel som overnatningssted.
Hotellet byder på store solterrasser, et komplet spaområde og en swimmingpool, samt et nyt vandsportscenter, der åbnede i sommeren 2020. Dette sted har også en rig historie, der går tilbage til før Første Verdenskrig, og værelser lavet af ophuggede skibe!
9. Kom ud på vandet ved Lysefjorden
Guidede vandreture til Preikestolen og Kjeragbolten kan normalt kombineres med en tur ud på Lysefjorden – en 42 km lang fjord, omgivet af tårnhøje fjelde, der rejser sig op til 900 meter over vandet. Den korte afstand mellem Lysefjorden og Stavanger (ca. en time i bil) gør den ideel til en dagstur ud af byen.
Fra kanosejlads og kajaksejlads til færgekrydstogter og RIB-bådture er der muligheder for enhver, der vil ud på vandet og opleve den spektakulære natur på nært hold.
Mens du er på Lysefjorden, kan du gøre et stop ved bygden Flørli. Denne vejløse bygd betjenes af omkring fire færger om dagen og er bedst kendt for sine 4444 trin op ad fjeldet – verdens længste trætrappe. Det er måske ikke stedet for dem med højdeskræk, men for dem, der tager udfordringen op, venter der en helt fortryllende udsigt fra toppen.
10. Besøg øen "Flor og Fjære"
Kun 20 minutters sejltur fra Stavangers centrum, fra Bekhuskaien, finder du den idylliske ø "Flor og Fjære" i havgapet ved Sør-Hidle. Øen er en privat familieejendom, ejet af familien Hidlefjord, men er åben for forudbestilte besøg i sommermånederne.
Et besøg her inkluderer en guidet rundvisning i de smukke haver på omkring 50 hektar. Haverne er opdelt i forskellige tematiske afsnit, og her kan du opleve blomster og planter i alle tænkelige farver og former, inspireret af haver fra hele verden.
På øen finder du også en restaurant i drivhuset, hvor besøget rundes af med en 3-retters middag efter rundvisningen. Efter måltidet har du fri tid til at udforske de vidunderlige haver på egen hånd, inden du vender hjem.
Klar til at tage afsted?
Stavanger og dens omgivelser er fantastiske steder at udforske, når du besøger Norge. Du kan endda inkludere nogle af seværdighederne og aktiviteterne ovenfor som en del af en roadtrip rundt i Norge.